Om pædagoguddannelsen i Danmark
(Bachelor of Social Education)
Pædagogers arbejde består i, at tilrettelægge dannelses-, lærings- og udviklingsprocesser i et samspil med mennesker i alle aldre, i alle livssituationer. Pædagogens involvering sker i henhold til fagets etik og den til enhver tid gældende lovgivning, som den forvaltes af stat, region eller kommune.
Som pædagog giver du dig selv mange muligheder for at arbejde med fokus på mennesker. Pædagoger arbejder i sociale institutioner, i skoler, i socialforvaltninger. Med kriminelle, misbrugere indvandrere, ældre, psykisk syge, udviklingshæmmede, børn i indskolingen og i det hele taget børn og unge af alle slags.
I forhold til indskolingen samarbejder pædagogerne med underviserne. I tilknytning til skolerne leder og driver pædagogerne SkoleFritidsOrdningerne (SFO)!
O-klasse drives af børnehaveklasseledere, der er uddannet som pædagoger.
Pædagoger arbejder i - og leder - fritidshjem, børnehaver, vuggestuer, døgninstitutioner for børn, unge og voksne.
Om uddannelsen
Pædagoguddannelsen i Danmark er, målt på sin volumen, den mest populære uddannelse overhovedet. Efterfulgt af folkeskolelæreruddannelsen og sygeplejeuddannelsen.
Uddannelsen til professionsbachelor i pædagogisk arbejde varer 3.5 år og udgør 210 ECTS point.
Uddannelsen veksler mellem teoretisk uddannelse på uddannelsesstedet og praktisk uddannelse på institutioner indenfor professionsområdet. (Der er ialt 3 praktikperioder i løbet af uddannelsen)
Der lægges vægt på at skabe sammenhæng mellem det teoretiske og det praktiske læringsrum. Det vil f.eks. sige, at når den studerende er i praktik, arbejdes der samtidig med teoretiske problemstillinger, der belyses i en rapport, og når den studerende er på uddannelsesinstitutionen inddrages professionerne ofte meget konkret i den teoretiske undervisning og undervisningsprojekter.
Det er en udbredt praksis, at pædagogstuderende tager en af de to sidste praktikker på en relevant udenlandsk institution. Det kan være i Norden, i det øvrige Europa eller hvor som helst i verden.
Uddannelsens formål
Det er uddannelsens formål:
- At den studerende tilegner sig teoretiske og praktiske forudsætninger for pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne, herunder børn, unge og voksne med sociale vanskeligheder eller psykiske eller fysiske handicap.
- At den studerende tilegner sig forudsætninger for gennem arbejdet, at kunne fastholde, formidle og udvikle kulturelle værdier, også i forhold til mennesker med en anden sproglig og kulturel baggrund.
- At den studerende tilegner sig forudsætninger for samarbejde, herunder samarbejde med kolleger og med andre faggrupper.
- At den studerende tilegner sig et grundlag for at udvikle sin pædagogiske praksis og for at deltage i udviklingen inden for det pædagogiske arbejdsområde, herunder i forsøgs- og udviklingsarbejde, samt for at følge, anvende og deltage i forskningsarbejde inden for det pædagogiske område.
- At den studerendes personlige udvikling fremmes gennem arbejdet med uddannelsens indhold, gennem deltagelse i forskellige arbejds- og samarbejdsformer og gennem medansvar for undervisningen.
- At den studerende kan erhverve sig forudsætninger for videreuddannelse.
Professionsbachelor uddannelse:
Den pædagogiske uddannelse er en professionsbacheloruddannelse på linje med uddannelsen til sygeplejerske, folkeskolelærer, socionom, fysioterapeut, nogle ingeniøruddannelser o.lign..
Det specielle ved en dansk professionsbacheloruddannelse er, at de studerende erhverver sig et grundlag for at udøve erhvervsfunktioner og at fungere selvstændigt inden for det eller de professionsområder, som uddannelsen retter sig mod, og erhverver sig forudsætninger for videreuddannelse i form af master og kandidatuddannelse i relevante fag på universiteterne.
Professionsbacheloruddannelserne er karakteriseret ved, at undervisningen hele tiden skal opfylde og tilgodese 3 indholdsmæssige krav:
- Undervisningen skal være professionsbaseret. Det vil sige, der skal kunne henvises til, at den har relevans for praksisfeltet.
- Undervisningen skal være evidensbaseret. Det vil sige, at den altid skal kunne begrundes i nyere national eller international forskning.
- Undervisningen skal tage udgangspunkt i udviklingsprojekter/ alternativt lægge op til udvikling af projekter i professionen
De konkrete uddannelsesinstitutioner i netværket:
Du kan her på hjemmesiden læse mere om, hvordan man på uddannelsesstederne i Hjørring og i Jelling arbejder med uddannelsen af pædagoger. Du kan også klikke dig direkte ind på de respektive hjemmesider: